Jeg har aldrig set mig selv som en sporty type. Hvilket egentlig er lidt mærkeligt, for jeg er i god form. Jeg dyrker yoga, kan løbe lange ture og træne med tunge vægte.

Men sådan har det heller ikke altid været.

Jeg kommer ikke fra en familie med tradition for at “gå til noget”. Der blev ikke set bold i fjernsynet og mine forældre tog nok hellere avisen frem, end selv at løbe en tur udenfor.

I mange år var jeg sur på dem over det. For på et tidspunkt blev det nemlig ret afgørende, om man var sådan et barn der var god til sport. Andre børn havde pludselig øvet sig i mange år og fandt fællesskaber, som jeg ikke kunne være med til.

Og pludselig fik jeg ondt i maven, hvis en vikar meddelte at dagen stod på rundbold, i stedet for undervisning. For jeg vidste, at jeg ville blive valgt som en af de sidste. At jeg faktisk ikke rigtig var velkommen i legen.

sport øve

Opvækst

Børn er smerteligt ærlige i disse sammenhænge – og når jeg tænker tilbage på tiden i gymnastiksalens omklædningsrum, har jeg faktisk udelukkende dårlige minder. Jeg blev helt klart holdt udenfor og med mine voksne briller på, kan jeg også se, at jeg også ofte blev mobbet.

Det var jeg nok ikke helt bevidst om dengang. Jeg vidste bare, at idræt var mit hadefag. Og så lærte jeg, at jeg var god til andre ting.

Jeg havde flair for rigtig meget andet i skolen, fik gode karakterer og havde nemt ved at deltage. Mine fællesskaber kom til at handle om andre ting og jeg fik venner, som, i stedet for fodbold, lavede kunst eller var politisk aktive. Ligesom jeg selv blev det.

Samtidig tog jeg mere og mere afstand fra sport, synes at dem som gik til håndbold var hjernedøde tøsepiger og begyndte selv at udelukke andre, hvis de ikke havde læst op på, hvad der var hot indenfor den finkulturelle dagsorden.

I mange, mange år blev jeg væk fra gymnastiktimerne. Jeg spillede ikke fodbold i frikvartererne og jeg gik ikke til sport i min fritid. Og jeg gik glip af så meget!

Yoga øvelser

Man skal øve sig

For at blive god til noget, skal man øve sig. Derfor blev jeg også så vred på mine forældre over, at de ikke hjalp mig til bedre forudsætninger.

Vi har alle sammen forskellige udgangspunkter for at blive gode til forskellige ting. Jeg havde flair for skole, andre havde flair for sport. Noget kommer gennem vores gener og vores natur – men langt størstedelen fra at øve sig.

Ingen kommer sovende til noget som er svært. Det kræver mange timers øvelse at blive øvet til fodbold. Eller kunne stå i spagat. Eller til at kunne læse en lang bog eller male et maleri.

Og vi kan samtidig ikke blive lige øvede til alt. Så det er naturligt at vi fokuserer mest på de ting, vi synes er mest sjove og interessante.

Derfor er det også et livsvilkår, at noget bare ikke ligger indenfor vores kompetencefelt og det er helt som det skal være.

Idag forstår jeg, at det ikke er afgørende at være god til fodbold. Udenfor folkeskolen betyder det heldigvis forsvindende lidt. Og jeg er ikke længere sur på mine forældre over, at vi ikke trænede boldkast og -spark i haven.

Men jeg er ked af, at jeg fik et fjendebillede i sporten. Det betød at jeg ikke lærte min krop at kende og jeg fik en stigende usikkerhed i forhold til alle former for bevægelse.

gymnastik hobby

Plads i fællesskabet

Alle får noget ud af at bevæge sig. Alle får noget ud af at kunne udtrykke sig kreativt. Alle har gavn af at forstå og kunne deltage i samfundet omkring dem.

Idag er jeg derfor i stedet lidt vred på den kultur der herskede i gymnastiktimerne. På lærere der ikke skabte et mere tolerant rum og på de elever, som ikke gjorde plads.

Samtidig bliver jeg vred på mig selv over ikke at tage pladsen. I stedet for at øve mig, så trak jeg mig. Jeg begyndte at blive væk og begyndte at nedgøre dem, som fortsat deltog.

Og jeg bliver vred på mig selv, fordi jeg kan se, at jeg har stået på den anden side i andre sammenhænge.

Jeg ved, at jeg har været medvirkende til, at andre måske fandt det svært at øve sig i dansk, historie eller engelsk. At mit evindelige behov for at præstere på dén konto, har været medvirkende til, at andre har trukket sig eller holdt ude fra de faglige fællesskaber. For der var jo andre, som havde let ved fodbold og svært ved tavleundervisning.

Der ligger en del identitet i at have en plads i ethvert fællesskab. Derfor bliver det også let ekskluderende. Det samme gælder i princippet for spirituelle fællesskaber, hvor der også let kan herske en vis elitær status, i at være på spirituel på en særlig måde.

Spiritualitet træning

Jeg øver mig i øvrigt hver dag på, at Savasana ikke skal blive eksekluderende. Tvært imod er mit ønske, at denne platform bliver en håndsrækning til alle, som kunne have interesse for alternativ livsførelse. Husk at du altid må skrive til mig, hvis du har en anden oplevelse!

Ansvaret

Men hvad gør vi så ved det? Jeg vil gerne pege på to fokuspunkter hos os alle i den forbindelse.

Når alt kommer til alt, så har vi ingen indflydelse på, hvordan andre beslutter at handle. Vi kan ikke bestemme at andre skal invitere os indenfor i en gruppe. Eller at nogen skal anerkende os. Derfor må vi se på os selv.

I stedet for at vende ryggen til det som er svært, så må vi selv tage ansvaret for at øve os. For at tage en plads og for at udvikle os. Og for at åbne vores syn, overfor alt det som andre kan lære os.

Det betyder ikke, at man ikke skal sætte grænser eller påpege problematisk adfærd. Tvært imod. Speak up! Sig fra og påpeg når du eller andre bliver ekskluderet. Læs mere om grænsesætning her.

Dernæst kan vi øve os i at åbne de fællesskaber, vi selv er etablerede i. Om det så er faglige fællesskaber, interessegrupper eller i sociale sammenhænge. På fodboldbanen, til personalemøder eller selv i frokostkantinen. Er der nogen som mangler en invitation?

Vi sætter tonen for hvordan andre har det i vores selskab. Og vi kan have afgørende indflydelse på, om nogen får lov at øve sig.

fællesskab træning

Fokus i din praksis

Betyder det så, at du skal kaste dig ind i alle fællesskaber, hvor du ikke føler dig velkommen? Nej, absolut ikke.

For det første skal vi som sagt selv vurdere, hvor vores fokus bør ligge. Vi kan ikke blive gode til alt. Vi kan ikke være med til alt. Så noget bliver fokus for vores øvelse. Og noget må udgå.

For mig var det vigtigt at bruge min krop og få bedre kropskontakt. Jeg ville gerne bevæge mig og jeg ville gerne være i form. Men jeg behøver ikke øve mig i fodbold.

Forsigtigt meldte jeg mig ind i et fitnesscenter og begyndte til holdtræning dér i stedet.

Jeg var ofte på hold, hvor jeg synes det var forfærdeligt at være! Hvor alle kunne rutinerne og jeg stod helt ukoordineret bagerst eller forgæves løftede vægte halvvejs over hovedet. Så fandt jeg et nyt hold og prøvede det i stedet.

Det var mit ansvar at øve mig i noget, selvom jeg synes det var svært eller grænseoverskridende. Men naturligvis øvede jeg mig mest på de hold, hvor jeg hurtigst følte mig tryg.

Og da jeg fik mod på at træne selv, fandt jeg centre, hvor jeg kunne øve mig i et hjørne for mig selv og mest på tidspunkter, hvor centret ikke var propfyldt med andre mennesker.

Jeg har trænet i +10 år nu, men kan stadig opleve at træde ind i et center, hvor jeg ikke føler mig tilpas. Så finder jeg et andet. Dit udviklingspotentiale ligger lige uden for din komfortzone, men absolut ikke helt ude i den anden ende.

Eksempelvis ved jeg også, at hvis det er længe siden jeg har udført en bestemt øvelse, så har jeg ikke lyst til at stå i et rum fuld af pumpede mænd, der kan kigge på mig i mens. Sådan er det bare. Så finder jeg et sted jeg kan øve mig og så går jeg på gulvet, når jeg er klar til det. Hvis jeg har lyst til det.

Yogatræning

Hvad kan du?

Jeg kan stadig huske min første yogatime. Meget modvilligt havde jeg kastet mig ud i timen, fordi jeg var så misundelig på alle de slanke, smukke “yogakvinder,” jeg kendte. Jeg ville også gerne lære at stå i spagat!

Meget hurtigt blev jeg super frustreret. Det er svært at stå i spagat. (Og det er mega svært at ligge i Savasana!!). Jeg følte mig dårlig, fordi jeg ikke kunne dét, som jeg så, de andre på holdet gøre.

Det afholdte mig fra at øve mig. Jeg blev sjovt nok ikke bedre i mellemtiden og hver gang jeg fik modet på at forsøge igen, så fik jeg igen følelsen af, at være “dårlig” – hvorfor jeg hurtigt droppede projektet endnu engang.

Men én ting har jeg lært siden. Din krop er fuldkommen ligeglad, hvor øvet du er til noget. Den værdsætter al praksis. Når du øver dig i yoga, så laver du yoga. Når du danser ude af takt, så danser du stadig. Når du løber 100 meter, så løber du!

Alle forestillinger om at skulle kunne yde mere, skabes netop i vores forestillinger. Du SKAL ingenting – andet end øve dig, på det du har lyst til. Og kan du noget, så kan du.

Hvor starter du?

Jeg tror ikke, at nogen kan sige sig helt fri fra at spejle sig i andres bedrifter. Vi ser mod andre for at finde inspiration og for at reflektere over vores egen indsats, og det er der noget godt i.

Det farlige sker, når vi fejlagtigt kommer til at tro, at vi skal præstere som dem. Og i denne forbindelse, når vores praksis bindes op på det.

Kaster du dig ud i yoga, fordi du ønsker at kunne blære dig i en spagat (som jeg gjorde tidligere), så er der en stor chance for, at du ikke finder nogen glæde i projektet. Og at du derfor heller ikke fortsætter med at øve dig.

Ligeledes kan du sansynligvis heller ikke tegne et vellignende portræt første gang du forsøger. Eller at du kan skrive en rørende roman uden øvelse. Så hvis du ikke synes det er sjovt at øve dig, så når du aldrig derhen.

Dit udviklingspotentiale starter der hvor du står idag. Og det er en altafgørende erkendelse for at nå videre.

Når vi opgiver de resultatorienterede projekter og begynder at fokusere på processen i stedet, så lægger det også op til at overveje, hvilke processer du rent faktisk synes, er interessante.

Hvad føles godt? Er det yoga, løb, holdsport, vægtløftning.. eller en kombi? Skal du være derhjemme, i et center eller sammen med andre? Skal du træne i 20 minutter eller 1,5 time? Hvor føler du dig næret, udviklet og fuld af energi?

kom i form

Hvor skal du hen?

Når du er igang og har fundet glæde ved at bevæge dig, så er der naturligvis ikke noget i vejen for at definere noget du gerne vil udvikle dig mod. Så længe dit mål ikke tager fokus fra din proces eller giver nogen følelser af nederlag.

Eksempelvis at du gerne vil øve dig i at løbe længere. Eller komme ud i en bestemt yogastilling. Eller få flere kilo/repetitioner på din squat. Start dog småt, bliv i din proces og lad fokus være på at mærke efter i din krop, dér hvor du er.

Måske løb du ikke helt så langt eller kom så dybt ud i en stilling, som du plejer. Så havde din krop blot brug for mindre i dag og det er vigtigt, den får plads til det. Og at du kan få glæde af din træning alligevel.

Du skal selvfølgelig heller ikke sætte mål, du egentlig ikke har det godt i. Jeg ved eksempelvis at jeg ikke nyder at løbe. Jo, et par gange om året tager jeg en tur – men grundlæggende keder jeg mig, og det er ikke min sport. Så jeg sætter ingen mål om at løbe marathon. 🤷🏻‍♀️

Men måske jeg alligevel er en sporty type. Jeg dyrker jo sport. Jeg er glad for det og jeg øver mig lidt i det hver dag. Jeg tror i hvert fald, at det er på tide, jeg stopper med at lade som om, det skulle være en dårlig ting.

Jeg håber, at du har mod på at begive dig ud på din egen træningsrejse – eller udvikle det, du allerede har startet. Hvis du savner inspiration til hvordan du holder fast i dine nye, gode rutine, så læs mere her.

Rigtig god træningslyst! 🤸🏻‍♀️